Der er noget fundamentalt fantastisk over flødesauce. Det cremede og let syndige måltidselement, som har en helt speciel virkning på smagsløgene og som klæder de fleste kødtyper.

Her får du buddet på min yndlingsversion, som jeg fik serveret for snart mange år siden hos min onkel – det er en lidt tung sag, men det friske basilikum giver den et kækt pift. Den er perfekt til stegt kød eller fisk, og ovnbagte eller dampede grøntsager. Og så er den virkelig nem at lave!

Alt hvad du skal bruge til 2-4 personer er:

  • ¼ liter piskefløde (det duer ikke med madlavningsfløde)
  • 1 potte basilikum
  • Lidt salt

Sat fløden over i en gryde ved middelvarme og lad den koge ind i cirka ½-1 time, til den er lidt tyktflydende. Husk at røre jævnligt. Skyl basilikum og hak den groft. Lige inden servering vender du den hakkede basilikum i fløden og smager saucen til med lidt salt.

Så nemt er det – du kan forsøge dig lidt frem, til du finder den tykkelse, der passer dig og dine smagsløg. Bliver saucen for tyk, så kan du spæde til med lidt mælk.