Der er et eller andet med kombinationen af banan og chokolade – sjældent ser man to ingredienser, som klæder hinanden så godt som disse to.

Jeg har længe haft en svaghed for muffins med banan og chokolade. Jeg har bagt dem i et utal af varianter, med og uden nødder, med hvid chokolade, lys chokolade, mørk chokolade, med havregryn, vaniljesukker, med mange bananer, som muffins, som formkage, som pandekager og ja jeg kunne blive ved.

Her får du en god opskrift på den mere klassiske bananmuffins med chokolade. Du kan jo prøve dig frem med lys eller hvid chokolade, eller 50 g havregryn og 50 g mel i stedet for kun mel.

  • 100 g blødt smør
  • 100 g sukker
  • 2-3 æg
  • 125 g mel
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 3 modne bananer, mosede
  • 75 g mørk chokolade, hakket
  • Evt. 50 g hakkede nødder (hasselnødder, mandler, valnødder)

Tænd ovnen på 180 grader. Pisk smør med sukker og vaniljesukker. Tilsæt æggene og pisk blandingen godt. Bland mel og bagepulver og vend det i. Til sidst tilsætter du de mosede bananer, hakket chokolade og evt. nødder. Fordel dejen i fine muffinforme og bag i ca. 20-25 minutter, til de er gyldenbrune på toppen.